Om Simon
Hej, jeg hedder Simon – og jeg hjælper soloselvstændige, terapeuter og små virksomheder med at få en hjemmeside, der ikke bare ser godt ud, men som rent faktisk giver et stabilt kundeflow. Jeg har arbejdet med web design, optimering og markedsføring i mere end 15 år, herunder i større danske virksomheder og som selvstændig de seneste 7 år.
I modsætning til hos et bureau, arbejder du direkte med mig – uden mellemled, forvirrende pakkeløsninger, unødvendige opsalg og angstprovokerende bindingsperioder. Jeg værdsætter nemlig et tillidsfuldt samarbejde med klar kommunikation, gennemsigtighed og ikke mindst et resultat som både er flot og som støtter op om dine forretningsmål. For lad os være ærlige, ingen har brug for en hjemmeside blot for at have den – den tjener et bestemt formål og det er dét vi sammen kan sikre.
Hvis du sidder med en konkret opgave eller udfordring i din virksomhed, er du meget velkommen til at skrive til mig og beskrive behovet. Så kommer jeg med mit uforpligtende bud på hvordan jeg vil løse den og naturligvis hvad det koster. Jeg tilbyder desuden sparring til de der ønsker at udføre opgaverne selv, men har brug for lidt rådgivning undervejs.
Jeg arbejder fra mit kontor og studie på Østerbro, hvor der er højt til loftet og rum til at tænke de bedste idéer sammen. Du er naturligvis meget velkommen til, at komme til et kaffe-møde, så vi kan tale om din virksomheds behov og hvordan jeg kan hjælpe. Det gælder hvad enten du har behov for at få designet en helt ny hjemmeside, tilpasse eller optimere din eksisterende hjemmeside eller forbedre dit kundeflow.



Min baggrund
Jeg har gennem årene haft mange forskellige jobs og milepæle. Her har jeg fremhævet de primære højdepunkter som jeg vurderer er relevante ift. fortællingen om hvem jeg er og hvilke erfaringer jeg trækker på i mit arbejde som webdesigner og SEO-specialist i dag.
2010 · Færdiguddannet markedsføringsøkonom
Jeg læste til markedsføringsøkonom på Niels Brock (som i dag hedder CPH Business). Jeg havde oprindeligt en plan om at læse HA-almen efterfølgende, men droppede dette, da jeg hellere ville i gang med min karriere og ikke mindst min egen virksomhed som jeg dengang havde startet op og drev på sidelinjen ved siden af andre jobs.
2012 - 2015 · Webmaster i Telia Danmark
Jeg anser Telia som værende mit første "rigtige" job. Jeg startede faktisk tilbage i 2011 i det eneste job der var ledigt på det tidspunkt, nemlig kundeservice. Men jeg var fast besluttet på at starte min karriere i Telia allerede flere år tilbage, så det gjorde mig intet. Jeg tænkte dengang at om ikke andet ville jeg lære en masse at kende internt i organisationen, lære en masse unikt ved at være "nede på gulvet" og at der med tiden nok ville opstå muligheder. Og jeg fik helt ret, min plan gik præcis som tiltænkt og efter 8 måneder åbnede der sig en mulighed i Telias online-afdeling som jeg ansøgte og fik tilbudt, netop afhjulpet af det netværk jeg havde skabt mens jeg var i kundeservice-stillingen. Først startede jeg i rollen Online Assistant, men allerede kort efter blev Webmaster stillingen ledig og den overtog jeg så.
I min rolle som Webmaster havde jeg ansvaret for Telias hjemmeside, selvbetjeningsplatforme (inkl. apps). Jeg arbejdede på alt der relaterede sig til hjemmesiden med alt det indebærer, lige fra indhold, kampagner, konverteringsoptimering, SEO, brugervenlighed, kommunikation, kundeservice (såsom artikler og hjælpe guides), nyhedsbrev-tilmeldinger og meget mere. Det var altså en kæmpe rolle som jeg lærte enormt meget af og en viden jeg ofte trækker på i mit arbejde den dag i dag.
I den sidste del af min tid i Telia stod jeg i spidsen for et kæmpe projekt om at udarbejde Telias nye hjemmeside (som ikke længere eksisterer i dag). Det var et stort projekt der indebar rigtig mange interessenter, bureauer og deadlines. Men vi kom i mål og resultatet blev rigtig godt. Det er nok dét jeg er mest stolt af at have gennemført i min tid i Telia.
2015 - 2018 · Head of Online & Partner i GoMentor
GoMentor var en dansk startup der havde udviklet en hjemmeside hvor man nemt kunne finde og booke tid hos psykologer, psykoterapeuter og coaches over hele landet. Jeg blev headhuntet til rollen Online Manager og blev senere hen Head of Online & Partner.
I min rolle havde jeg ansvaret for vores marketing, projektledelse, SEO (søgemaskineoptimering) og SEM (betalt annoncering), CRO (konverteringsoptimering) og UX (user experience), rapportering og deltagelse i bestyrelsesmøder med vores investorer.
Min tid i GoMentor gav mig fænomenale erfaringer og spændende udfordringer som jeg lærte meget af. Foruden faglig udvikling lærte jeg også enormt meget om terapeut-branchen, deres fagtermer og helt særlige behov. Og jeg vil faktisk være så fræk at sige, at jeg nok er den mest kvalificerede SEO-specialist til at arbejde med psykologer, psykoterapeuter og coaches.
2018 - i dag · Selvstændig på fuldtid
I 2018 valgte jeg at tage springet og blive selvstændig på fuldtid. Jeg havde jo egentligt et godt og stabilt job, med en flot titel og gode vilkår, men jeg måtte også sande at min rigtige drøm var at blive selvstændig en dag. Og på dette tidspunkt var jeg ved at fylde 30 år og besluttede mig for at jeg simpelthen var nødt til at give det et forsøg. Og det er jo så gået rigtig godt siden da.